En klassiker jeg aldrig bliver træt af, og som kun bliver bedre af at bruge økologisk kød, det smager bare af mere.
Stegt flæsk i ovn: Bank flæskeskiver lidt flade, og læg i en bradepande med bagepapir og drys med salt og peber. Sæt i en forvarmet ovn, midterste rille ved 225 grader. Hæld fedtet fra et par gange under vejs, og vend flæsket samtidig. Steg det sprødt i ovnen i ca. 30 minutter, og gem lidt af fedtet fra det færdigstegte flæsk til persillesovsen. Lad det stegte flæsk dryppe af på køkkenpapir til servering, og drys over med lidt havsalt.
Persillesovs: Skyl krus-persille grundigt, og hak det fint. Smelt smør i en gryde, og tilsæt melet under piskning. Tilsæt opbagningen lidt mælk, og vandet fra de kogte kartofler og lad det koge ind, under jævnlig piskning i ca. 10 minutter. Smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft. Det giver lidt ekstra smag, at tilsætte en lille smule af stegefedtet fra flæsket. Tag gryden af kogepladen, og vend hakket persille i sovsen, og lad den stå under låg indtil servering. Persillesovs må ikke opvarmes igen.
Server det stegte flæsk med kartofler og persillesovsen. Mums...:-)
Pinot Noir er kendt fra Bourgogne, men laves også i høj kvalitet andre steder i verden. Det er en let lækker vin, som samtidigt har karakter til mange madretter som denne

28-11-2011 09:19
Jeg har i mere end 30 år ikke haft problemer med at genopvarme persillesovs, men jeg sørger altid for at sovsen kommer i kog når jeg laver den og også når jeg genopvarmer den.
11-02-2012 16:09
af Ulla Nyby
Kommentar til Stegt flæsk m.Persillesovs, sovsen bringes i kog tilsæt persille( sørg for at det er skyllet godt) gi' et hurtigt opkog, herefter kan sovsen godt opvarmes både i Microovn og i en gryde, det har jeg gjort i over 50 år uden problemer. Når man f. eks. laver stegte hjerter eller kylling m. persille i, så kan det da også varmes op igen.
Mvh. Ulla Nyby
11-02-2012 19:05
Hejsa!
Tak for kommentaren :-)
Venlig hilsen Lykke
26-03-2012 10:57
Til mange opskrifter foreslås "forvarmet ovn", således også denne.
Hvorfor udnyttes energien ikke helt, ved at starte ovnen samtidig med at retten sættes ind ?
m.v.h.
26-03-2012 11:41
Hej Povl!
Tak for din kommentar. Det står en frit for at vælge at stille retten i en kold ovn, det er klart. Vil dog sige når det drejer sig om kager og brød vil jeg nok ikke anbefale det, hvis man vil opnå optimal hævning.
Venlig hilsen Lykke
06-05-2012 18:19
af Martin M.
Der er ingen risiko ved at spise genopvarmet spinat eller persille, hvis grøntsagerne inden kogning, bagning eller stegning er blevet vasket grundigt af, og madresterne efter middagen er blevet korrekt nedkølet.
Det velkendte husråd om, at man ikke bør opvarme afkølet eller frossen spinat eller persille og andre grøntsager med mange blade, skyldes, at der på de bladrige planter lettere kan sidde rester af jord, som bakterier gemmer sig i. Disse jordbakterier kan omdanne kvælstofforbindelsen nitrat til nitrit, hvis madresterne afkøles for langsomt eller opbevares for varmt.
Nitrit risikerer i store mængder at fremkalde indre kvælning hos mennesker, hvor børn under et år er særligt udsatte. Nitritten binder sig til kroppens røde blodlegemer og forhindrer dem i at bære ilt rundt i systemet.
Når først nitraten er blevet til den farlige nitrit, nedbrydes den ikke ved opvarmning, og det er derfor, det er vigtigt at komme af med jordbakterierne, allerede når retten tilberedes første gang. Så er der intet problem i at spise genopvarmet mad med spinat.
10-05-2012 09:59
Hej Martin!
Mange tak for din kommentar :-)
Venlig hilsen
Lykke
| 1 tsk. | Citronsaft | |
| 3 dl | Kartoffelvand | |
| 3 spsk. | Hvedemel | |
| 2 knsp. | Peber, friskkværnet | |
| 1 tsk. | Salt, groft | |
| 20 g | Smør, saltet | |
| 1 bdt. | Persille, frisk | |
| 2 dl | Letmælk |
| 3 knsp. | Peber, friskkværnet | |
| 1 tsk. | Havsalt | |
| 1 kg | Kartofler | |
| 12 skive(r) | Stribet flæsk, økologisk |